Danske medier fremmer højrefløjens cancel culture: Del 1

Højrefløjens hetz af Roskilde Festival

Danske medier har de seneste år været fyldt af advarsler mod en påstået trussel fra den såkaldte cancel culture der udspringer af den “woke” venstrefløj. I Weekendavisen blev tendensen kaldt “den nye mccarthyisme,” der bl.a. søger at “få afskediget meningsmodstandere for noget, de har sagt.” Og selv de mindste ting kunne få danske medier til at erklære en nærmest eksistentiel trussel mod den fri debat. I forbindelse med at TV2 f.eks. valgte at sende en anden Pyrus-julekalder end først planlagt fordi den oprindelige bl.a. indeholdt racistisk blackface hævdede Jyllands-Posten på lederplads at sagen viste hvorledes den såkaldte krænkelseskultur kunne ende med intet mindre end “ophævelsen af enhver samtale, ja, ethvert samvær.”

Og i et af sine talrige udfald mod det han kalder “wokeismen,” altså den progressive tendens for mere anerkendelse af sociale minoriteter, påstod Liberal Alliances Henrik Dahl at denne var farlig “fordi den fx ender med angreb på ytringsfriheden” fra det woke “tankepoliti”.

Men fortællingen om woke cancel culture er præget af stråmand og optegner på baggrund af et par vildledende eksempler et misvisende billede af hvad de woke vil, hvem de woke er og hvilken magt de woke har. Min opfattelse af højrefløjens fortælling om wokeness og cancel culture er kort sagt, at legitim kritik fra woke personer uden reel magt – ofte udtrykt på sociale medier – bliver fremstillet som en vidtrækkende og indflydelsesrig trussel mod den fri debat.

Men dette indlæg handler ikke om denne myte, men om hvordan vi for tiden ser hvordan en cancel culture der rent faktisk har håndgribelig indflydelse ser ud. Disse dage søger højrefløjen med både mediemagt og politisk magt nemlig, at begrænse den fri debat ved at udgrænse og afstraffe anderledestænkende og gå efter folks levebrød hvis de udfordrer det højreorienterede verdenssyn.

På højrefløjen har cancel culture rent faktisk magt

Dette analyse består af fire dele. I dem analyserer jeg nogle af de eksempler på cancel culture den danske højrefløj har været indblandet i bare den seneste måneds tid. Indlægget er baseret på en tråd jeg lavede på Bluesky den anden dag, men voksede sig hurtigt markant større da jeg gik i gang med at undersøge hvordan adskillige individer og organisationer denne sommer er blevet hetzet på måder der sætter deres karrierer i fare fordi de har udtrykt sig på måder folk fra højrefløjen ikke bryder sig om.

Men i modsætning til hvorledes fortællingen om den woke trussel mod fri debat har fyldt spalterne de seneste år, er der langt færre medier der nu advarer om hvordan højrefløjens meningspoliti truer fri debat. Tværtimod deltager adskillige medier aktivt i denne cancel culture ved at målrette hetz mod dem højrefløjen vil have udgrænset – i nogle tilfælde fremsætter mediernes egne ansatte endda helt eksplicitte opfordringer til, at folk de er uenige med bør miste finansiel støtte.

Denne første del af analysen handler om hvordan særligt borgerlige medier angreb Roskilde Festival fordi nogle kunstnere havde protesteret til fordel for Palæstina under deres koncerter. På baggrund af at højrefløjens verdenssyn på den måde blev udfordret fra scenerne, hetzede adskillige borgerlige medier i dagevis Danmarks største festival i en sådan grad, at højrefløjspolitikere i Roskilde byråd nu åbent overvejer, at forsøge at få næste års festival aflyst ved at nægte festivalen at leje dyrskuepladsen.

I del 2 og del 3 af analysen går jeg i dybden med et specifikt eksempel på den højreorienterede cancel culture, nemlig angrebet på foreningen Cybernauterne der blandt andet arbejder med digitalt had. Jeg dykker langt ned i netop denne sag fordi den på mange måder illustrerer mediernes paradoksale forhold til cancel culture.

Her lod medier som Radio 4, Berlingske og Ekstra-Bladet en utroværdig debattør, Nina Palesa Bonde, fremsætte misvisende påstande om et af Cybernauternes medlemmers fritidsaktiviteter, nemlig drift af meme-siden Krænkelseskulturelle Memes (KKM) hvor Bonde var blevet kritiseret for at angribe den pro-palæstinensiske bevægelse. Bondes misvisende fortælling om at denne kritik udgjorde “mobning” var med til at skabe en større shitstorm mod Cybernauterne der kulminerede i, at en folketingspolitiker nu søger, at få blacklistet denne lille forening fra samarbejde med det offentlige.

Del 2 af analysen handler især om hvorfor jeg betragter Bonde som en utroværdig debattør hvis påstande danske medier bør gå kritisk til. Formålet er ikke at tilsværte Bonde – tværtimod anerkender jeg fuldt ud, at den slags upålidelig omgang med sandheden præger mange debatter, og på den måde er Bonde et relativt typisk medlem af den danske meningselite. Det jeg derimod problematiserer er mediernes ukritiske tilgang til hendes fortælling: i stedet for at undersøge om Bondes påstande om Cybernauterne og KKM passer, lod medierne hende fremføre en misvisende fortælling som hun og andre, så brugte som afsæt til at udgrænse ikke bare meme-sidens ejer, men også den forening, Cybernauterne, hun er del af.

Jeg kigger derfor på nogle eksempler der illustrerer Bondes utroværdighed, bl.a. et hvor hun paradoksalt nok påstod, at folk gik efter hendes arbejde pga. hendes deltagelse i debatten om krigen i Gaza. Her lagde medierne også ukritisk mikrofon til Bondes fortælling selvom hendes påstande om en omfattende og koordineret indsats fra dele af den pro-palæstinensiske bevægelse om, at klage til hendes arbejdsplads umiddelbart ikke passede. Paradoksalt nok var denne klagehetz-sag en illustration af hvor villige danske medier er til, at fremme myten om en udbredt venstreorienteret cancel culture ved at undlade at faktatjekke historier der kan underbygge den fortælling.

I del 3 går jeg så i dybden med selve sagen om Cybernauterne. Her var mediernes tilgang helt omvendt end sagen jeg kigger på i del 2. For da, på misvisende baggrund, påstod Bonde at hendes karriere var under angreb fra den pro-palæstinensiske bevægelse, var medierne helt med på at problematisere at nogen gik efter en persons levebrød pga. deres private ytringer. Men denne gang var det lige omvendt, og danske medier lod Bonde og andre angribe Cybernauterne fordi et af deres medlemmer på sin egen personligt drevne meme-side havde kritiseret Bonde.

Herved illustreres mange danske mediers problematiske tilgang til cancel culture altså lysende klart: på den ene hånd videreformidler man gerne misvisende historier der fremstiller cancel culture fra venstrefløjen som et stort og alvorligt problem, mens man på den anden hånd fremmer højreorienteredes usaglige angreb på anderledestænkende.

I sidste del af analysen kigger jeg på højrefløjens mest nylige og i skrivende stund stadigt igangværende cancel-forsøg, nemlig hetzen af DR og forfatter Harald Toksværd på grund af sidstnævntes ansættelse på DRs Talenthold. Her gik der under fire døgn fra en af Strams Kurs’ tidligere folketingskandidater som den første bemærkede og kritiserede ansættelsen til, at Dansk Folkeparti under stor mediebevågenhed kaldte Kulturministeren i samråd for at forklare ansættelsen af Toksværd.

Alle disse sager illustrerer hvorledes højrefløjens cancel culture er helt væsensforskellig fra hvordan den angivelige woke cancel culture har manifesteret sig i Danmark. Hvor sidstnævnte mestenddels består af sager hvor en håndfuld civilister uden nogen form for magt har skrevet sure kommentarer på sociale medier som højrefløjen og medierne så udskriger til en nærmest eksistentiel trussel mod den frie debat, er højrefløjens cancel culture langt mere virkelig og alvorlig.

Her er der ikke bare tale om et par random Facebook-kommentarer, men helt konkrete politikere med helt håndgribelig indflydelse der helt åbent taler om at de vil bruge deres magt til at udgrænse og afstraffe anderledestænkende – en politisk indsats der ovenikøbet ofte sker med mediernes implicitte eller eksplicitte støtte.

Højrefløjens hetz af Roskilde Festival

Jeg starter som nævnt med det nok mest omtalte cancel-forsøg i den seneste tid, nemlig den borgerlige medieelites hetz af Roskilde Festival for at have lagt scene til kritik af Israel og i det hele taget være aktivistiske på en progressiv måde – en hetz der nu er endt med at true festivalens eksistensgrundlag.

Hetzen startede med at Berlingskes chefredaktør Tom Jensen anklagede festivalen for at gå efter at blive “en lille, sekterisk begivenhed for en yderligtgående, venstreradikal målgruppe” fordi det irske punkband Fontaines D.C. brugte 10 minutter af deres koncert på Orange Scene til at protestere mod Israels igangværende krigsforbrydelser mod det palæstinensiske folk og endda også nævnte Grønland i den ombæring:

Ud med det Israel, der ifølge de opbeamede slogans på Roskilde-storskærmene har begået folkemord.

Det er jo egentlig en injurie, da det ikke er juridisk afklaret, og man kan mene, hvad man vil om krigen i Gaza. Som sagt: Ytringsfrihed.

Men at titusinder pludselig stod og bevidnede helt sekterisk yderligtgående identitetspolitisk ekstremisme fra Roskildes ikoniske scene blev klart, da Grønland pludselig blev blandet ind i seancen.

Jensens argumentation er overfladisk og hyklerisk: han anklager festivalen for at være splittende fordi kunstnere siger ting han er uenig i, mens han udgrænser legitim modstand mod bl.a. Israels brutale fremfærd i Gaza som udtryk for sekterisme og hvad han kalder et “et identitetsbåret ekkokammer” på trods af at nylige meningsmålinger viser, at størstedelen af den danske befolkning er imod Israels fremfærd i Gaza.

En så gevaldig selvmodsigelse ville være komisk hvis konsekvenserne ikke var så foruroligende. Og selvom Jensen nævner at han da går ind for ytringsfrihed, blev det som debatten skred frem tydeligere og tydeligere, at kernen i denne borgerlige mediehetz var udgrænsning og afstrafning af anderledestænkende.

En mediestorm mod anderledestænkende

For Jensens hysteriske og hykleriske advarsel mod polarisering blev fulgt op af en enorm mængde artikler om denne angiveligt kontroversielle protest på tværs af det danske mediebillede. Gennem både journalistik med artikler som “Tag pengene fra dem: Langer ud efter band bag pro-palæstinensisk aktion” og ”Roskilde Festival hylder mangfoldigheden – så længe den ikke er jødisk”, ledere som “Israel-kritik fra scenekanten er uacceptabel. Roskilde Festival har et stort ansvar” og klummer som som “Det er et tegn på svaghed i samfundet, at det er blevet »normaliseret« at tage på Roskilde Festival,” lagde særligt borgerlige medier spalter til alskens stigmatisering af Roskilde Festival fordi nogle personer fra en af festivalens scener havde sagt noget der ikke flugter med højrefløjens verdenssyn. Ofte med den vildledende påstand at kampråb som “From the river to the Sea” skulle være udtryk for anti-semitisme.

Mange danske medier satte protesten under Fontaines D.C.’s koncert i forbindelse med lignende protester fra bands som nordirske Kneecap og engelske Bob Vylan. F.eks. skrev TV2 om hvordan “Kneecap skabte også overskrifter efter gruppens koncert på den amerikanske festival Coachella, hvor gruppen undervejs ifølge The Guardian bad publikum om at råbe ‘Befri, befri Palæstina’”.

Netop i omtaler som disse afsløres at medierne dækker disse protester med udgangspunkt i den højreorienterede fortørnelse. I denne dækning er det altoverskyggende fokus, at disse protester i indland og udland er “kontroversielle” osv. fordi nogle er blevet sure over dem. Men hermed skygger man for den kendsgerning, at der i flere af disse sager faktisk ér tale om cancel culture med særdeles konkrete konsekvenser for dem der har ytret sig på måder højrefløjen ikke bryder sig om.

F.eks. har både Kneecap og Bob Vylan fået aflyst adskillige koncerter efter deres protester. Kneecaps medlemmer har også mistet deres visum til indrejse i USA og risikerer at måtte aflyse deres USA-tour hvis det ikke lykkes dem at få nye visum. Altså helt klare eksempler på cancel culture hvor folks karrierer er blevet ramt fordi de har ytret sig på måder andre ikke bryder sig om.

I Nordirland bliver dukker der forestiller Kneecaps medlemmer endda brændt af sammen med palæstinensiske flag på nogle af de traditionsrige bål der brændes hvert år natten til d. 12. juli af irske protestanter – og som ofte ses som en anti-katolsk og anti-republikansk markering i den betændte konflikt om Irland og Storbritannien. Medlemmerne af Kneecap tilhører den katolsk-republikanske gruppe i Nordirland omend bandet faktisk er fortalere for mere samhørighed mellem protestanter og katolikker.

Men de fleste danske medieforbrugere får intet at vide om de gevaldige konsekvenser protesterne har haft for disse musikere. De hører bare om hvordan protester som dem på Roskilde også har “fyldt på andre festivaler” som TV2 Nyhederne formulerer det. Den journalistiske vinkling indoptager med andre ord det højreorienterede perspektiv: det problematiske ved disse sager er selve protesterne og ikke de konsekvenser det har fået for disse bands, at de har brugt deres ytringsfrihed til, at protestere mod Israels igangværende, brutale overgreb på den palæstinensiske befolkning.

Den voldsomme dækning af de pro-palæstinensiske protester på Roskilde Festival fremstår kun endnu mere grotesk al den stund, at den fuldstændig overskyggede, at Israels uhørt blodige angreb på Gazas befolkning fortsætter ufortrødent. En undersøgelse fra Journalisten.dk viste, at mens danske medier i løbet af et par dage udgav over 100 artikler om Fontaines D.C.’s protest, udgav de langt færre artikler om israelske drab på nødhjælpssøgende palæstinensere der fandt sted i samme periode.

Intet mindre end 102 artikler [om protesterne på Roskilde Festival, red.] var det fredag eftermiddag blevet til i de landsdækkende og regionale medier og på deres hjemmesider.

Samtidig fortsætter krigen i Gaza ufortrødent.

Efter Fontaines D.C.’s optræden på Orange Scene blev Gaza natten til torsdag ramt af adskillige israelske angreb.

82 palæstinensere blev dræbt under angrebene. 38 af dem stod i kø til nødhjælp.

En historie, der har udløst 60 artikler i de samme medier.

En mediehetz der kan have enorme konsekvenser

Og ligesom i udlandet, risikerer mediestormen over disse protester nu også at lede til særdeles håndgribelige konsekvenser for dem stormen rammer. Den misvisende mediehetz ført an af medier der ellers har brugt et årti på at fremmane en nærmest eksistentiel venstrefløjs-trussel mod den fri debat på baggrund af sure kommentarer på Twitter og Facebook, har nemlig nu ledt til hvad der kan blive en af af de mest vidtrækkende eksempler på cancel culture nogensinde. For efter den daglange mediehetz, kom det frem at højrefløjspolitikere i Roskildes byråd nu overvejer at de facto lukke RF ved at forbyde at de lejer Dyrskuepladsen.

Det er heldigvis ekstremt usandsynligt at Liberal Alliance skulle få held til at lukke ned for Roskilde Festival, men sagen understreger hvor potentielt skadelig den højreorientede cancel culture er, og hvordan politiske indsatser mod anderledestænkende kan bestyrkes af velvillige mediers hetz mod dem eller de man søger at cancelle.

Det Konservative folketingsmedlem Rasmus Jarlov, der går efter at blive borgmester i Roskilde, har også meldt sig ind i debatten: “Festivallen får mange gaver af Roskilde Kommune. Blandt andet økonomisk støtte til Musicon og reservation af festivalpladsen. Derfor har vi kommunalpolitikere også holdninger til festivallens politiske ageren,” skriver han på Facebook. Om end Jarlov ikke direkte foreslår, at fratage denne støtte, er det uden den forudgående mediestorm svært at forestille sig, at indflydelsesrige politikere på denne måde ville sætte spørgsmålstegn ved festivalens økonomi.

Kernen i den højreorienterede cancel culture der folder sig ud disse dage er dette parløb mellem dagsordensættende medier og magtfulde politikere. Når f.eks. en af Berlingskes faste kommentatorer påstår, at Roskilde Festival “giver mindelserne om partidagene i Nürnberg 1936 komplet med massesuggestion, opfanatiseret ungdom og ideologisk snæversyn” på forsiden af avisens opinionssektion, giver det naturligvis højrefløjens politikere rygdækning for, at fjerne økonomisk støtte til festivalen.

Det er for tidligt at sige om det vil ramme festivalen på bundlinjen, at nogle musikere udfordrer højrefløjens verdenssyn fra scenen. Men symbiosen mellem medier og politikere gør den højreorienterede cancel culture til en langt større trussel mod den fri debat end den påståede woke cancel culture nogensinde var.

Hvor den sidstnævnte mest manifesterer sig i posts på sociale medier fra mennesker uden særlig indflydelse, udspringer højrefløjens cancel culture både fra landets indflydelsesrige nyhedsredaktioner såvel som den politiske elite. Jeg har fulgt woke-debatten tæt, og jeg erindrer ikke ét eneste eksempel på, at en magtfuld venstrefløjspolitiker har gået efter nogens arbejdsplads eller eksistensgrundlag alene fordi vedkommende i sit privatliv har ytret ting der udfordrer venstrefløjens verdenssyn.

Men som jeg påviser i denne analyse, har den højreorienterede cancel culture blot i løbet af de sidste par måneder udmøntet sig i adskillige sådanne tilfælde hvor massiv mediehetz har banet vejen for, at højrefløjspolitikere kan gå efter et individs karriere på grund af noget de har sagt udenfor arbejdspladsen.

I analysens næste to dele viser jeg hvordan denne dynamik stod i lys lue i forsøget på, at cancelle foreningen Cybernauterne på grund af et af deres medlemmers private aktiviteter som administrator af en meme-side. De udkommer senere denne uge.